"Det er altså en kendsgerning at vi er gået vild" sagde Ninus.
De sad og hvilede sig i en lille sandgrav inde i skoven. Plys var ved at blive temmelig træt af denne sandgrav og havde en formodning om at den forfulgte dem, for i hvilken retning de end gik, så endte de altid op ved den, og hver gang de så den gennem tågen sagde Ninus triumferende: "Nu ved jeg da hvor vi er!" og Plys sagde bedrøvet: "Det gør jeg også," og grislingen sagde ingenting.
Han havde prøvet at finde på noget at sige, men det eneste han kunne finde på, var: Hjælp! Hjælp!" og det synes han var så dumt at sige når Plys og Ninus var hos ham.
"Nå" sagde Ninus efter en lang pause i hviljen ingenhavde takket ham for den rare spadseretur de havde, "vi må vel hellere se at komme af sted. Hvilken vej skal vi nu prøve?"
"Hvordan ville det være" spurgte Plys langsomt, "hvis vi så snart vi ikke kan se denne sandgrav, så prøvede at finde den igen?"
"Hvad skulle det gøre godt for?" spurgte Ninus.
"Jo" sagde Plys, "vi bliver ved med at lede efter vores hjem og kan ikke finde det, så mente jeg, at hvis vi ledte feter denne sandgrav, så kunne vi være vis på ikke at finde den, og det ville være udemærket, og så kunne vi måske finde noget som vi ikke ledte feter og det ville så akkurat være det, som vi i øjeblikket virkelig leder efter"
"Jeg synes ikke det lyder videre fornuftigt" sagde Ninus.
"N-e-j" sagde Plys spagt, "det er det måske heller ikke, men jeg syntes det lød sådan da jeg begyndte på det, men i mellemtiden skete der noget med det."
Grislingen foreslår Ninus at gøre som Plys foreslår - så vil de sidde og vente på ham. Ninus ler hånligt, men begiver sig ud i skoven. Efter 20 minutters ventetid rejser Plys sig op.
"Ja, det var hvad jeg tænkte," sagde Plys. "Skal vi så ikke gå hjem Grisling".
"Men Plys" råbte Grisling ivrigt. "Kender du da vejen?"
"Nej," sagde Plys, "men der er tolv honningkrukker i mit skab, og de har kaldt på mig i de sidste timer. Jeg har ikke kunnet høre dem tydeligt før, fordi Ninus blev ved med at tale, men hvis ingen siger noget undtagen de tolv krukker, så tror jeg Grisling, at jeg kan finde ud af hvorfra de kalder!".
Den taoistiske, kinesiske digter Chunag-tse skriver følgende historie:
"Ud over Lü-kløften styrter et kæmpemæssigt vandfald tusinder af fod mod jorden, og dets sprøjt er synlig i miles afstand. I brændingen under faldet ses inegn levende skabninger.
En dag stod K'ung Fu-tse et stykke fra flodens bred, da han så at en gammel mand blev kastet rundt i de oprørte vande. Han tilkaldte sine disciple og sammen løb de ned for at redde den nødstedte. Men da de nåede frem til bredden var den gamle mand klatret op og gik nu der og sang for sig selv.
K'ung Fu-tse skyndte sig hen til ham. "Man skulle tro du måtte være et spøgelse at du har kunnet overleve det", sagde han, "men du ser ud til at være et menneske. Hvad er det for en hemmelig kraft du besidder?"
"Ikke nogen særlig kraft" svarede den gamle mand. "Jeg begyndte at lære kunsten da jeg var barn, og mens jeg voksede op øvede jeg mig. Nu er jeg sikker på at have heldet med mig. Jeg går under med vandet og kommer op med vandet. Jeg følger vandet og glemmer mig selv. Jeg overlever fordi jeg ikke kæmper imod vandets overlegne styrke. Det er det hele".
At arbejde med en teknologi som en blog kan nemt blive til en kamp. Mod teknologien, mod de vante forestillinger om og konventioner for hvordan kommunikation og etablering af fælles mening normalt findert sted i analoge realtime forsamlinger - altså i det almindelige fysiske møde med andre.
Som den gamle mand i fortællingen - og som Plys i sandgraven i tågen i 100-meterskoven - har vi i vores opdagelsesrejse i bloggen, forsøgt at "skrue ned" for den kanal hvor alle de formelle og vante forestillinger har befundet sig.
Det er den kanal som Ninus er studievært på: "Bum-bum-bum. Her er Kanal Klog. Nu skal I høre hvor vi er og hvor vi skal hen!"
Karl Weick har i en artikel om visdom og mod formuleret, at visdom er et spørgsmål om tilgangsvinkel eller forholdemåde (the attitude of wisdom). At den vise finder sig en balance mellem sikkerhed og tvivl.
I fortællingen fra sandgraven (som i alle fortællingerne om Plys) er Ninus den gode eksponent for den overdrevne sikkerhed hvor Grislingen repræsenterer den overdrevne tvivl.
Begge er lige meget ude af stand til at bringe de tre venner op af sandgraven, sikkert ud af tågen og hjem i varmen.
Plys derimod har det der skal til. Den skæve vinkel, modet til at præsentere den og troen på at det trods alt nok skal lykkes hvis man kaster sig ud i det.
I arbejdet med bloggen kunne vi have valgt at tage afsæt i en systematisk analyse af bloggen som middel i etablering, understøttelse og opretholdelse af semestergruppe 3.2 som et Community of Practice i den forstand Etienne Wenger taler herom.
Vi vil ikke afvise, at dette kunne føre både spændende, ny og relevant viden med sig, men det ville også, her set i bakspejlet med vores øjne, have haft for megen sikkerhed, for meget Ninus over sig og for lidt leg og umiddelbar nysgerrighed.
Vi vil derfor lægge vore refleksioner og vores arbejde frem for MMD-holdet i forvisningen om at vi hermed kan "lægge til" den samlede MMD-viden om hvordan en blog kan forstås og hvilke udfordringer den giver, samtidig med at vi jo ikke kan vide hvordan de erfaringer og refleksioner vi har gjort os, vil blive modtaget, forstået og eventuelt anvendt.
Og med disse ord som indledende inklination stiller vi os til rådighed for videre fælles afviklinger af indviklinger.
Den taoistiske, kinesiske digter Chunag-tse skriver følgende historie:
"Ud over Lü-kløften styrter et kæmpemæssigt vandfald tusinder af fod mod jorden, og dets sprøjt er synlig i miles afstand. In brændingen under faldet ses inegn levende skabninger.
En dag stod K'ung Fu-tse et stykke fra flodens bred, da han så at en gammel mand blev kastet rundt i de oprørte vande. Han tilkaldte sine disciple og sammen løb de ned for at redde den nødstedte. Men da de nåede frem til bredden var den gamle mand klatret op og gik nu der og sang for sig selv.
K'ung Fo-tse skyndte sig hen til ham. "Man skulle tro du måtte være et spøgelse at du har kunnet overleve det", sagde han, "men du ser ud til at være et menneske. Hvad er det for en hemmelig kraft du besidder?"
"Ikke nogen særlig kraft" svarede den gamle mand. "Jeg begyndte at lære kunsten da jeg var barn, og mens jeg voksede op øvede jeg mig. Nu er jeg sikker på at have heldet med mig. Jeg går under med vandet og kommer op med vandet. Jeg følger vandet og glemmer mig selv. Jeg overlever fordi jeg ikke kæmper imod vandets overlegne styrke. Det er det hele".
At arbejde med en teknologi som en blog kan nemt blive til en kamp. Mod teknologien, mod de vante forestillinger om hvordan kommunikation og etablering af fælles mening normalt findert sted i analoge realtime forsamlinger - altså i det almindelige fysiske møde med andre og mod konventioner.
Som den gamle mand i fortællingen - og som Plys i tågen i 100-meterskoven - har vi i vores opdagelsesrejse i bloggen, forsøgt at "skrue ned" for den kanal hvor alle de formelle og vante forestillinger har befundet sig.
Det er den kanal som Ninus er studievært på: "Bum-bum-bum. Her er kanal klog. Nu skal I høre hvor vi er og hvor vi skal hen!"
Karl Weick har i en artikel om visdom og mod formuleret, at visdom er et spørgsmål om tilgangsvinkel eller forholdemåde (the attitude of wisdom). At den vise finder sig en balance mellem sikkerhed og tvivl.
I sandgraven (som i alle fortællingerne om Plys) er Ninus den gode eksponent for den overdrevne sikkerhed hvor Grislingen repræsenterer den overdrevne tvivl. Begge er de lige meget ude af stand til at bringe de tre venner sikkert ud af tågen og hjem i varmen.
Plys derimod har det der skal til. Den skæve vinkel, modet til at præsentere den og troen på at det trods alt nok skal lykkes hvis man kaster sig ud i det.
I arbejdet med bloggen kunne vi have valgt at tage afsæt i en systematisk analyse af bloggen som middel i etablering, understøttelse og opretholdelse af semestergruppe 3.2 som et Community of Practice i den forstand Etienne Wenger taler herom. Vi vil ikke afvise, at dette kunne føre både spændende, ny og relevant viden med sig, men det ville også, her set i bakspejlet med vores øjne, have haft for megen sikkerhed, for meget Ninus over sig og for lidt leg og umiddelbar nysgerrighed.
Vi vil derfor lægge vore refleksioner og vores arbejde frem for MMD-holdet i forvisningen om at vi hermed kan "lægge til" den samlede MMD-viden om hvordan en blog kan forstås og hvilke udfordringer den giver, samtidig med at vi jo ikke kan vide hvordan de erfaringer og refleksioner vi har gjort os, vil blive modtaget, forstået og eventuelt anvendt.
Til slut endnu et lille tekststykke fra den uforlignelige fortælling om Plys og alle de andre guds skabninger i 100-meterskoven:
"Bækken var, da den nåede udkanten af skoven, vokset så meget, at den næsten var en flod, og fordi den nu var voksen, løb og sprang og glitrede den ikke, som da den var yngre, men bevægede sig mere adstadigt. Nu vidste den jo, hvorhen den skulle og den sagde til sig selv: "Der er ingen hast, kommer vi der ikke i dag, så kommer vi der i morgen"".
"Der er ingen hast......" - hvordan hjælper vi hinanden med at komme skridtet videre?
Posted by: Hans Henrik | November 09, 2003 at 03:08 PM
"Det er altså en kendsgerning at vi er gået vild" sagde Ninus.
De sad og hvilede sig i en lille sandgrav inde i skoven. Plys var ved at blive temmelig træt af denne sandgrav og havde en formodning om at den forfulgte dem, for i hvilken retning de end gik, så endte de altid op ved den, og hver gang de så den gennem tågen sagde Ninus triumferende: "Nu ved jeg da hvor vi er!" og Plys sagde bedrøvet: "Det gør jeg også," og grislingen sagde ingenting.
Han havde prøvet at finde på noget at sige, men det eneste han kunne finde på, var: Hjælp! Hjælp!" og det synes han var så dumt at sige når Plys og Ninus var hos ham.
"Nå" sagde Ninus efter en lang pause i hviljen ingenhavde takket ham for den rare spadseretur de havde, "vi må vel hellere se at komme af sted. Hvilken vej skal vi nu prøve?"
"Hvordan ville det være" spurgte Plys langsomt, "hvis vi så snart vi ikke kan se denne sandgrav, så prøvede at finde den igen?"
"Hvad skulle det gøre godt for?" spurgte Ninus.
"Jo" sagde Plys, "vi bliver ved med at lede efter vores hjem og kan ikke finde det, så mente jeg, at hvis vi ledte feter denne sandgrav, så kunne vi være vis på ikke at finde den, og det ville være udemærket, og så kunne vi måske finde noget som vi ikke ledte feter og det ville så akkurat være det, som vi i øjeblikket virkelig leder efter"
"Jeg synes ikke det lyder videre fornuftigt" sagde Ninus.
"N-e-j" sagde Plys spagt, "det er det måske heller ikke, men jeg syntes det lød sådan da jeg begyndte på det, men i mellemtiden skete der noget med det."
Grislingen foreslår Ninus at gøre som Plys foreslår - så vil de sidde og vente på ham. Ninus ler hånligt, men begiver sig ud i skoven. Efter 20 minutters ventetid rejser Plys sig op.
"Ja, det var hvad jeg tænkte," sagde Plys. "Skal vi så ikke gå hjem Grisling".
"Men Plys" råbte Grisling ivrigt. "Kender du da vejen?"
"Nej," sagde Plys, "men der er tolv honningkrukker i mit skab, og de har kaldt på mig i de sidste timer. Jeg har ikke kunnet høre dem tydeligt før, fordi Ninus blev ved med at tale, men hvis ingen siger noget undtagen de tolv krukker, så tror jeg Grisling, at jeg kan finde ud af hvorfra de kalder!".
Den taoistiske, kinesiske digter Chunag-tse skriver følgende historie:
"Ud over Lü-kløften styrter et kæmpemæssigt vandfald tusinder af fod mod jorden, og dets sprøjt er synlig i miles afstand. I brændingen under faldet ses inegn levende skabninger.
En dag stod K'ung Fu-tse et stykke fra flodens bred, da han så at en gammel mand blev kastet rundt i de oprørte vande. Han tilkaldte sine disciple og sammen løb de ned for at redde den nødstedte. Men da de nåede frem til bredden var den gamle mand klatret op og gik nu der og sang for sig selv.
K'ung Fu-tse skyndte sig hen til ham. "Man skulle tro du måtte være et spøgelse at du har kunnet overleve det", sagde han, "men du ser ud til at være et menneske. Hvad er det for en hemmelig kraft du besidder?"
"Ikke nogen særlig kraft" svarede den gamle mand. "Jeg begyndte at lære kunsten da jeg var barn, og mens jeg voksede op øvede jeg mig. Nu er jeg sikker på at have heldet med mig. Jeg går under med vandet og kommer op med vandet. Jeg følger vandet og glemmer mig selv. Jeg overlever fordi jeg ikke kæmper imod vandets overlegne styrke. Det er det hele".
At arbejde med en teknologi som en blog kan nemt blive til en kamp. Mod teknologien, mod de vante forestillinger om og konventioner for hvordan kommunikation og etablering af fælles mening normalt findert sted i analoge realtime forsamlinger - altså i det almindelige fysiske møde med andre.
Som den gamle mand i fortællingen - og som Plys i sandgraven i tågen i 100-meterskoven - har vi i vores opdagelsesrejse i bloggen, forsøgt at "skrue ned" for den kanal hvor alle de formelle og vante forestillinger har befundet sig.
Det er den kanal som Ninus er studievært på: "Bum-bum-bum. Her er Kanal Klog. Nu skal I høre hvor vi er og hvor vi skal hen!"
Karl Weick har i en artikel om visdom og mod formuleret, at visdom er et spørgsmål om tilgangsvinkel eller forholdemåde (the attitude of wisdom). At den vise finder sig en balance mellem sikkerhed og tvivl.
I fortællingen fra sandgraven (som i alle fortællingerne om Plys) er Ninus den gode eksponent for den overdrevne sikkerhed hvor Grislingen repræsenterer den overdrevne tvivl.
Begge er lige meget ude af stand til at bringe de tre venner op af sandgraven, sikkert ud af tågen og hjem i varmen.
Plys derimod har det der skal til. Den skæve vinkel, modet til at præsentere den og troen på at det trods alt nok skal lykkes hvis man kaster sig ud i det.
I arbejdet med bloggen kunne vi have valgt at tage afsæt i en systematisk analyse af bloggen som middel i etablering, understøttelse og opretholdelse af semestergruppe 3.2 som et Community of Practice i den forstand Etienne Wenger taler herom.
Vi vil ikke afvise, at dette kunne føre både spændende, ny og relevant viden med sig, men det ville også, her set i bakspejlet med vores øjne, have haft for megen sikkerhed, for meget Ninus over sig og for lidt leg og umiddelbar nysgerrighed.
Vi vil derfor lægge vore refleksioner og vores arbejde frem for MMD-holdet i forvisningen om at vi hermed kan "lægge til" den samlede MMD-viden om hvordan en blog kan forstås og hvilke udfordringer den giver, samtidig med at vi jo ikke kan vide hvordan de erfaringer og refleksioner vi har gjort os, vil blive modtaget, forstået og eventuelt anvendt.
Og med disse ord som indledende inklination stiller vi os til rådighed for videre fælles afviklinger af indviklinger.
Posted by: jens henriksen | November 02, 2003 at 05:09 PM
Den taoistiske, kinesiske digter Chunag-tse skriver følgende historie:
"Ud over Lü-kløften styrter et kæmpemæssigt vandfald tusinder af fod mod jorden, og dets sprøjt er synlig i miles afstand. In brændingen under faldet ses inegn levende skabninger.
En dag stod K'ung Fu-tse et stykke fra flodens bred, da han så at en gammel mand blev kastet rundt i de oprørte vande. Han tilkaldte sine disciple og sammen løb de ned for at redde den nødstedte. Men da de nåede frem til bredden var den gamle mand klatret op og gik nu der og sang for sig selv.
K'ung Fo-tse skyndte sig hen til ham. "Man skulle tro du måtte være et spøgelse at du har kunnet overleve det", sagde han, "men du ser ud til at være et menneske. Hvad er det for en hemmelig kraft du besidder?"
"Ikke nogen særlig kraft" svarede den gamle mand. "Jeg begyndte at lære kunsten da jeg var barn, og mens jeg voksede op øvede jeg mig. Nu er jeg sikker på at have heldet med mig. Jeg går under med vandet og kommer op med vandet. Jeg følger vandet og glemmer mig selv. Jeg overlever fordi jeg ikke kæmper imod vandets overlegne styrke. Det er det hele".
At arbejde med en teknologi som en blog kan nemt blive til en kamp. Mod teknologien, mod de vante forestillinger om hvordan kommunikation og etablering af fælles mening normalt findert sted i analoge realtime forsamlinger - altså i det almindelige fysiske møde med andre og mod konventioner.
Som den gamle mand i fortællingen - og som Plys i tågen i 100-meterskoven - har vi i vores opdagelsesrejse i bloggen, forsøgt at "skrue ned" for den kanal hvor alle de formelle og vante forestillinger har befundet sig.
Det er den kanal som Ninus er studievært på: "Bum-bum-bum. Her er kanal klog. Nu skal I høre hvor vi er og hvor vi skal hen!"
Karl Weick har i en artikel om visdom og mod formuleret, at visdom er et spørgsmål om tilgangsvinkel eller forholdemåde (the attitude of wisdom). At den vise finder sig en balance mellem sikkerhed og tvivl.
I sandgraven (som i alle fortællingerne om Plys) er Ninus den gode eksponent for den overdrevne sikkerhed hvor Grislingen repræsenterer den overdrevne tvivl. Begge er de lige meget ude af stand til at bringe de tre venner sikkert ud af tågen og hjem i varmen.
Plys derimod har det der skal til. Den skæve vinkel, modet til at præsentere den og troen på at det trods alt nok skal lykkes hvis man kaster sig ud i det.
I arbejdet med bloggen kunne vi have valgt at tage afsæt i en systematisk analyse af bloggen som middel i etablering, understøttelse og opretholdelse af semestergruppe 3.2 som et Community of Practice i den forstand Etienne Wenger taler herom. Vi vil ikke afvise, at dette kunne føre både spændende, ny og relevant viden med sig, men det ville også, her set i bakspejlet med vores øjne, have haft for megen sikkerhed, for meget Ninus over sig og for lidt leg og umiddelbar nysgerrighed.
Vi vil derfor lægge vore refleksioner og vores arbejde frem for MMD-holdet i forvisningen om at vi hermed kan "lægge til" den samlede MMD-viden om hvordan en blog kan forstås og hvilke udfordringer den giver, samtidig med at vi jo ikke kan vide hvordan de erfaringer og refleksioner vi har gjort os, vil blive modtaget, forstået og eventuelt anvendt.
Til slut endnu et lille tekststykke fra den uforlignelige fortælling om Plys og alle de andre guds skabninger i 100-meterskoven:
"Bækken var, da den nåede udkanten af skoven, vokset så meget, at den næsten var en flod, og fordi den nu var voksen, løb og sprang og glitrede den ikke, som da den var yngre, men bevægede sig mere adstadigt. Nu vidste den jo, hvorhen den skulle og den sagde til sig selv: "Der er ingen hast, kommer vi der ikke i dag, så kommer vi der i morgen"".
Posted by: jens henriksen | November 02, 2003 at 10:00 AM