Kulturpsykologi

Der findes mange forskellige definitioner på kultur. Allerede i 1963 samlede Kroeber og Kluckholm 157 definitioner. I dag bliver det meningsdannende ofte fremhævet; en kultur er et system af delte meninger, "shared meanings", som danner en fælles platform for forståelse og for en måde at se på sig selv og omverdenen på.
Andre fremhæver det afgrænsede og det lokale. En kultur er noget, nogle udenforstående skaber, ved at anerkende, at der er forskelle mellem én selv og de andre. Ved at understrege indenfor/udenfor-dimensionen følger begreber som anerkendelse, magt, privilegier og marginalisering. s. 35

I de senere år er der opstået et processuelt og postmodernistisk syn på kulturbegrebet … Kultur er ikke noget, der kan sammenlignes, men er et begreb om udvekslingen mellem forskellige kulturer og dermed om, hvorledes de forskellige kulturer udpeges som væsentlige og bestemmelige kategorier i en sådan interaktion (Berliner 2001: 92). Ud fra en såkaldt socialkonstruktionistisk position sætter man sig ud over dualismen og ser i stedet for på den sociale konstruktion af begreber gennem forhandling. Kulturen er i den proces, der opstår mellem deltagerne i en given udvekslingssituation, og kulturforskelle er en relation i et samspil. I dette samspil opstår en række reaktionsmåder, der er handlinger i selve situationen.
Det, der sker i samspillet, er i sig selv. Det er en kulturskabelsesproces, der ikke kan forklares ud fra ydre kulturtræk, men som i sig selv er afgørende for hvad der omtales som kultur (Berliner 2001: 103). Dermed betones, at kulturbegrebet ikke betegner segretion, kategorisering og adskillelse, men en social og politisk handling i et globalt perspektiv. En af de store udfordringer for dette processuelle synspunkt er at gøre det relevant for praksis og at udvikle metoder, som kan fremstille resultater på tværs i forskellige videnskabelige kollektiver. Hvis alt bliver til proces, forsvinder indholdet, og man kan stille spørgsmål ved kulturpsykologiens videnskabelighed, fordi videnskab forudsætter, at både genstand og metode kan ekspliciteres således, at dens resultater kan anfægtes af udefrakommende. s. 39

Socialkonstruktivismen
I dag har psykologien gennemgået en kolossal udvikling og placerer sig med stærkere argumenter over den naive og troskyldige kritik om, at faget er et etnocentrisk produkt; en vestlig entreprise.
Psykologien deler sig i dag i mange retninger. To af de hurtigst udviklende er kognitionspsykologien med sit fællesskab til neurobiologien og computervidenskaben og den human videnskabeligt orienterede psykologi med tætte samarbejdspartnere som filosofi, antropologi, sprogteori og historievidenskab. Et af de helt centrale begreber er ”konstruktivisme”, introduceret af Bruner (1986), som den psykiske proces, der skaber mening til de umiddelbare sensoriske, perceptuelle og erindringsmæssige input, vi konstant modtager (Køppe 1998: 28). Psykens væsentligste aktivitet er at knytte det modtagne sammen i helheder, som er meningsfulde, i stedet for at lade det stå i et fragmenteret kaos. Dette forhold mellem komponenter og helhed er afgørende; man kan ikke forstå helheden uden delene, og delene kan ikke forstås uden helheden. Mindre afgørende er forholdet til, om denne konstruktion er real eller imaginær.
Netop fordi der ikke kan sættes et skarpt skel mellem det fysisk virkelige og der psykisk konstruerede, har psykologien beskæftiget sig med, hvordan sproglige ”i-tale-sættelser” af virkeligheden ikke nødvendigvis afspejler det fysisk realt forekommende, men at de sproglige udtryk i sig selv bliver virkelige. Da de sproglige udtryk ikke er bundet til en ydre fysisk virkelighed kan de derfor blive genstande og midler for social forhandling og for normbrydende handlinger. Ud fra denne konstruktivistiske position kan kulturen ses som en kopi eller en fordrejning af det realt ydre forekommende, som parterne konstruerer i deres forhandling om anerkendelse i et socialt rum. Denne socialkonstruktivisme findes i en variant, der snarere ser den videnskabelige proces som en samfundsmæssig konstruktion end som et rationelt sandhedssøgende projekt (Berger & Luckmann 1966. Searle 1995). En mere radikal variant er den såkaldte socialkonstruktionisme, der med Gergen (1997) afviser, at der er en referencerelation til objekter i verden. Det er så vidt underordnet, om verden eksisterer uden for os og uafhængigt af mennesker, idet alle vores relationer er konstruerede i den betydning, at det er det givne samfundsmæssige og kulturelle fællesskab, der definerer sprogelementernes betydning. Alle betydninger er sociale kunstprodukter, der fastlægges i en social proces (Køppe 1998: 30).
…
At fastholde et fokus på konteksten, på personen-i-omgivelserne og på hans engagement i forholdet til andre. s.41 og 42 i

fra Peter Elsass: Håndbog i kulturpsykologi. Et fag på tværs. Gyldendal, 2003.

Comments

[kapkipToulaks]

hvorfor ikke:)